image
blank

Forældresiden

Lidt nyttig information til dig som forældre

Kære forældre

En ny sæson er jo startet for U14 pigerne og det bliver rigtig spændende. Vi har, som I sikkert ved, holdt et møde med pigerne. På dette møde fik vi præsenteret os selv og det vil vi jo ikke snyde jer for.

Didde trænede sidste år U14 pigerne 2. og 3. hold, har selv en meget lang håndbold karriere bag sig og har spillet i Smørum de fleste år, er derudover mor til Rikke, som er 2. års U14 spiller. Didde vil helst træne 2. holdet igen i år og sådan bliver det så.

Jens, som hjalp Didde sidste sæson, vil stadig være tilknyttet holdet og hjælpe på 2. holdet i tilfælde af Didde´s fravær ved kampe, evt. ekstra hjælp til træning og til arrangementer.

Tine har trænet U10 piger i 2008, U12 piger 1. hold i 2009 og har valgt at ville træne U14 1. holdet denne sæson. Tine har også selv spillet håndbold i rigtig mange år, stoppede for 7 år siden pga. en knæskade. Tine er mor til Simone, som er 1. års U14 spiller.

Klaus, som er Isabella´s (1. års U14 spiller) og Ann-Sofie´s (2. års U14 spiller) far, har i år valgt at bruge en stor del af sin fritid på at være hjælpetræner på 1. holdet. Klaus vil hjælpe til under tirsdagstræningen, til kampe og ved arrangementer.

Alle vigtige informationer vil være at finde her på hjemmesiden, så husk at tjekke den ind i mellem og husk pigerne på det. Det er Janne (Isabella og Ann-Sofies mor) som er så sød at stå for alt det administrative og dermed også opdaterer hjemmesiden - derfor skal alle tilmeldinger/afmeldinger vedr. kampe, kørsel, vask, frugt, ny mail / tlfnr og lignende gives til hende på følgende mailadresse: Lshu14piger@gmail.com

Som træner er det forholdsvis vanskeligt, at behandle alle spillere ens, men vi gør vores yderste. Der er meget stor forskel på spillernes tekniske niveau, deres erfaring, og deres talent, men det er vigtigt for os at pointere, at vi synes, håndbold skal være både sjovt og udfordrende. Udfordrende for de der "vil noget mere" og sjovt for de der primært er til træning for hyggens skyld.

Vi vil i løbet af de næste par måneder inddele pigerne i 1. og 2. hold og vi er opmærksomme på, at der kan komme misundelse og en følelse af at blive uretfærdigt placeret, vi vil derfor tage en kort snak med hver af pigerne. Det skal siges, at fordi man er blevet placeret på 2. holdet, er det bestemt ikke ensbetydende med, at man er der hele sæsonen.

Det er svært at sige lige pt., hvordan niveauet på 1. holdet bliver, men vi vil umiddelbart forsøge at kvalificere os med et hold i eliterækken og som følge deraf, vil der blive stillet lidt skrappere krav til 1. hold spillerne. De skal muligvis løbe lidt længere under løbetræningen (og gerne en dag derhjemme), de skal udvise en passende og mere målrettet seriøsitet omkring deres træning.

2. holdet bliver i vinterturneringen tilmeldt BA rækken, da vi tror det vil give dem tilstrækkelig modstand, men samtidig rigtig mange gode succesoplevelser.

Træningstiden er ens for 1. og 2. holdet, og vi vil i videst muligt omfang blande holdene under træning, så klikedannelse minimeres, og kammeratskabet beholdes.

Vi har brug for jeres opbakning, vi har brug for jeres tilkendegivelser og holdninger. Det er vigtigt at I kommer til os direkte, hvis jeres barn begynder at miste interesse, eller ikke føler sig godt tilpas til håndbold, eller hvis jeres barn ikke kan forstå hvorfor hun er placeret på det hold hun nu en gang er på.

- Vi vil gerne opfordre jer til LEJLIGHEDSVIS :-) at være til stede under træning, og OFTE at være der til kampe, uanset om det er hjemme eller ude – jeres børn ønsker det… også selv om de måske ikke ligefrem skriger på at I skal komme. Overværer I ikke en kamp – så spørg lige om det har været sjovt – inden I spørger om resultatet.

- Vi vil indtrængende bede jer om at heppe på HELE holdet – ikke kun egen pode, og kom gerne til kampene for begge hold og giv en hånd med.

- Vi vil bede jer om at komme med kritik TIL EN AF OS TRÆNERE – ikke gennem barnet (al konstruktiv kritik er velkommen)

- Vi vil bede jer om at undgå tilråb til dommere, de er mennesker ligesom os, det nytter ikke en døjt at brokke sige - de er der frivilligt, så lad trænerne tager den ”dialog” under eller efter kampene :-)

- Vi vil bede jer forældre til børn på 1. holdet om at bakke op om den ekstra indsats der skal ydes – hvis jeres barn ønsker det. Kan afbud til træning undgås så tilstræb det, er der en fjern onkel der fylder 37, eller en vejfest der kalder, eller andet tilsvarende, håber vi, at I vil prioritere jeres barns håndbold. Vi vil hurtigt muligt opdatere hjememsiden med kampprogram, og det er meget vigtigt, at I hurtigt melder tilbage, hvis jeres barn ikke kan deltage i en af de vigtige kval-kampe.

- Skub på at pigerne går i bad i hallen efter træning og kamp og bak op om vores fælleskørsel fra hallen - det sammenhold, som er så vigtig på banen, bliver i høj grad opbygget i omklædningsrummene og i bilerne på vej til og fra kampe. Så støt op om det.

Vi glæder os rigtig meget til den nye sæson.

De bedste håndboldhilsner

Jens, Klaus, Didde og Tine

blank